2025
Den bedste Lille Bogdag nogensinde! Dét har vi sagt så mange gange før, og nu siger vi det igen. Og det passer.
Publikumsrekord
Med Designmuseum Danmark som splinterny og overmåde smuk ramme om det hele + helt nye formater i programmet + fantastiske forlag, forfattere, oversættere, musikere, kunstnere og et rekordstort besøgstal blev den Lille Bogdag – som sådan, som Begivenhed – genaktualiseret og revitaliseret. Reinkarneret!
I løbet af weekenden var der ifølge museet 3.045 Lille Bogdag-gæster. Og dét er publikumsrekord!
TAK
En festival som Lille Bogdag er i virkeligheden et sammenskudsgilde, der kun lader sig gøre med kærlighedens matematik: At summen af det hele er uendeligt meget større, end hvis man lægger de enkelte dele sammen. Så TAK:
- Til alle jer der kom forbi og snusede, susede, snakkede, lyttede, læste, lo, lå, så, spiste, skålede, grinede og grønmede, købte, klappede, bladrede, boltrede, festede, fandtes, TAK!
- Til alle forlag & tidsskrifter, til forfatterne, der læste op på scenerne, både ude og inde, forlæggere, oversættere, kunstnere, formidlere – og ikke mindst musikerne, der kom og fik alt til at vibrere og satte fri, både til de meditative læsekoncerter i biblioteket og til de utroligt varierede lyrikkoncerter, fulde af højdepunkter.
- Til Monica Amundsen fra Designmuseum Danmark for at designe et så smukt katalog for weekenden og til Maciej Krzyzanski fra Totem for at trykke det så flot og i sidste sekund fremtrylle og donere tegneunderlag og papir til automattegning.
- Til museets eventmanager og -magiker Ole Huld for et helt igennem fantastisk samarbejde!
- Til Thiemers Magasin for samarbejdet med ”Læs med Thiemers Magasin i Metroen hele vejen til Lille Bogdag” – en nyhed der både er nået til Tokyo, Jordan, Dubai, Mexico og Go’ Morgen Danmark på TV2. Og kæmpe tak til én af vores bedste legekammerater, T.S. Høeg, der som en anden rottefænger spillede de læsende fra Marmorkirken Metrostation til Designmuseum Danmark.
- Til Bjarke Slot, vores lydtekniker par excellence, som KUN laver lyd for Lille Bogdag, da han til daglig er produktions- og driftsansvarlig på Klaverfabrikken i Hillerød.
- Og ikke mindst TAK til Frej Rosenstjerne, vores hoffotograf gennem alle 11 år – se selv hans billeder lige her, han er en (rosen)stjerne!
Tak & kæmpe KH! fra Lille Bogdag-bandet: Sara Amrani, Lars-Emil Foder, Mads Joakim Skovgaard Holm & Christel Sunesen
Lille Bogdag lørdag d. 20. september























































Lille Bogdag søndag d. 21. september




















































