2024

Lille Bogdags 10 års jubilæum på Johan Borups Højskole. Over 50 små forlag & tidsskrifter og over 50 optrædende på scenen

Den bedste Lille Bogdag nogensinde! Dét har vi sagt så mange gange før, og nu gør vi det igen. Og det passer. Det var 10 års jubilæum helt ud i fingerspidserne.

En festival som Lille Bogdag er i virkeligheden et kæmpemæssigt sammenskudsgilde, der kun lader sig gøre med kærlighedens matematik: At summen er så uendelig meget større end de enkelte dele. Så:

TAK

Til alle jer der kom forbi og snusede, snakkede, lyttede, læste, lo, fik øje, spiste, købte, klappede, bladrede, boltrede, festede, tak! Og tak til solen der var med os hele weekenden, bragede ind ad alle vinduer, spillede i kanalen og hang med os i gården, tak, sol!

Tak til alle forlag & tidsskrifter – både dem, der har været med siden den spæde begyndelse i Dome of Visions, og dem, der var med for allerførste gang i år ❤ Tak til forfatterne der læste op på scenen (wuhu!), forlæggerne, oversætterne, illustratorerne, formidlerne, kunstnerne, der tegnede og fortalte om dét de elsker, og ikke mindst til musikerne der kom og fik alt til at vibrere og satte fri. Tak skal I ha!

Og tak til vennefestivalen Avisen Live for croquis-musik-og-lyrik-samarbejde, til Rasmus Todbjerg, der lavede perfekt lyd hele weekenden, og til Frej Rosenstjerne, der er en mega (rosen)stjerne og for 10. år i streg har indfanget Lille Bogdags ånd så mesterligt i sine billeder (se selv!). Tak for kaffe!

I helt konkret forstand, tak for total luksuskaffe, Sideburns Coffee. Og tak for mad, DIN NYE VEN❤ Og tak til Johan Borups Højskole for at huse det hele, og alle jer der gav en (h)ånd med – :

HURRA

Også for Rikke, som har været med til at arrangere Lille Bogdag i 9 år og nu siger farvel og hej til andre gode ting (åh, et savn, altså!).

Og HURRA for OVO press, der modtog årets Asger Schnack prisen, og for de to mednominerede: Det Lilla Rum og Laboratoriet for Æstetik & Økologi. Og tak og kip-med-hat til Lasse Krog Møller, der har skabt kunstværket, og til juryen: Tue Andersen Nexø, Shëkufe Tadayoni Heiberg, Majse Aymo-Boot og C.Y. Frostholm og fra Lille Bogdag: repræsentant Lars Emil Foder og tovholder Mads J.S. Holm.

Tak & kæmpe kh

Lille Bogdag-bandet aka Christel, Karen, Lars Emil, Mads, Rikke & Sara

Fotos: Frej Rosenstjerne